Danske ISS skal servicere Deutsche Telekom i ti år. Der er den største kontrakt i selskabets historie.

København. Rengørings- og servicegiganten ISS har vundet sin største kontrakt til dato. Det danske selskab skal fra 2019 og ti år frem stå for alt fra kantine, bevogtning og rengøring for det tyske teleselskab Deutsche Telekom.

Kontrakten dækker over omkring 9000 kontorer og arbejdspladser og vil beskæftige mere end 6000 ISS-ansatte.

- Dette er den største kontrakt i ISS' historie, og vi er meget stolte af den tillid, Deutsche Telekom viser os med denne kontrakt.

- Det er et rigtig godt eksempel på et partnerskab fokuseret på fælles resultater, og hvor vi vil sikre en driftssikker og transparent servicelevering af høj kvalitet i tæt samarbejde med vores kunde, siger ISS-topchef Jeff Gravenhorst i en meddelelse.

ISS oplyser, at kontrakten, når den er fuldt ud implementeret, vil stå for omkring fire procent af ISS' omsætning.

I 2016 omsatte ISS for 79,1 milliarder kroner. Hvis den omsætning bliver fastholdt, svarer det til, at kontrakten med Deutsche Telekom har en værdi på 3,2 milliarder kroner om året.

Den er dog sandsynligvis endnu større, da ISS' omsætning forventes at vokse. Ikke mindst med den nye kontrakt.

- Det er en gamechanger for ISS Germany og mere end fordobler vores omsætning i Tyskland, siger den administrerende direktør for ISS' operationer i det centrale Europa, Jacob Götzsche, i meddelelsen.

ISS er en af verdens største aktører inden for service til virksomheder. Selskabet startede inden for rengøring, men har siden da bredt sig ud til alt fra kantinedrift til vagtopgaver.

Ved udgangen af 2016 havde ISS 494.233 ansatte, var aktiv i mere end 50 lande og serverede mere end 1,2 millioner måltider mad om dagen i kantiner verden over.

Koncernen så sin første spæde start i 1901 under navnet Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Det var et natvægterselskab, hvor 20 vagtmænd passede på Københavns borgere.

I 1934 gik selskabet ind i rengøringsbranchen og stiftede Det Danske Rengøringsselskab som et selvstændigt datterselskab.

I 1968 skiftede selskabet navn til ISS. I første omgang stod forkortelsen for International Service System og fra 2001 for Integrated Service Solutions. I dag vil selskabet bare slet og ret hedde ISS.

/ritzau/