Det enorme serviceselskab ISS har haft et stabilt første halvår. Det viser regnskabet.

København. Servicegiganten ISS havde en stabil udvikling i første halvår og fastholder forventningerne til hele året. Det viser regnskabet, der netop er offentliggjort.

Omsætningen faldt en smule til 39,1 milliarder kroner i halvåret, mens det justerede nettoresultat landede på 703 millioner kroner.

- ISS' stabile forretning fortsatte og leverede solid organisk vækst drevet af nye kontrakter og udvidelser af helhedskontrakter med lokale og udenlandske kernekunder, som blandt andre Lego og ABB, skriver administrerende direktør Jeff Gravenhorst i regnskabet.

Selskabet, der med sine over 480.000 ansatte er blandt verdens største aktører inden for rengøring, kantinedrift og sikkerhed, oplevede modvind fra valutafald og frasalg.

Samtidig er resultaterne præget af, at ISS er ved at forlade nogle forretningsområder for at fokusere på store kontrakter med store kunder. Halvår er også påvirket af, at værdien af flere selskaber, som ISS har til salg i Europa og Sydamerika, er blevet nedskrevet.

- Som forventet er vores overskudsgrader ramt af kortvarig modvind, blandt andet udfasning af kontrakter.

- Vi fortsatte også med raffinere vores forretningsplatform gennem et mere kommercielt fokus og frasalg på linje med vores strategi, skriver Jeff Gravenhorst.

For hele 2018 forventer ISS at levere en organisk vækst mellem 1,5 og 3,5 procent med en overskudsgrad på omkring 5,6 procent.

/ritzau/