En kraftig stigning i brændstofpriserne som følge af konflikten mellem Iran og USA gjorde ondt på luftfartskoncernen Norwegian i andet kvartal i år.

Her betød de øgede omkostninger til jetbrændstof, at selskabet måtte se et overskud efter skat på 932 millioner norske kroner i samme kvartal sidste år blive vendt til et minus på 555 millioner kroner.

Sammenlagt lød udgifterne til brændstof på 3,4 milliarder norske kroner for de tre måneder, svarende til en stigning på 858 millioner norske kroner i forhold til andet kvartal sidste år.

De stigende priser skyldtes den iranske blokade af Hormuz-strædet, der fik udbuddet af både råolie og raffinerede produkter på verdensmarkedet til at falde markant.

Norwegian havde ellers fremgang i passagertallet, men omsætningen per passager faldt, ligesom det heller ikke lykkedes at fylde flyene i samme grad som i sammenligningskvartalet.

Selskabet forventer dog, at tingene vil ændre sig til det bedre i det travle sommerkvartal, som vi befinder os i nu.

- Selv om efterspørgslen var lavere end ventet i visse segmenter i andet kvartal, er bookingtendenserne for sommeren og efteråret opmuntrende, idet billetsalget er bedre, end det var på samme tid sidste år, hedder det i regnskabet.

Brændstofpriserne spøger dog fortsat, efter at USA og Iran igen er begyndt at angribe hinanden.

Ifølge kvartalsregnskabet koster det Norwegian 42 millioner norske kroner på bundlinjen, hver gang olieprisen stiger én procent.

Norwegian-koncernen omfatter foruden luftfartsselskabet Norwegian også det mindre selskab Widerøe, der hovedsageligt flyver indenrigsruter i Norge.

Derudover har selskabet for nylig offentliggjort, at man overtager Nordic Leisure Travel Group, der blandt andet omfatter pakkerejseselskaberne Spies, Ving og Tjæreborg.

Det sker i en handel med blandt andre hotelkongen Petter Stordalen, der får Norwegian-aktier i bytte for sin andel af selskabet.

RITZAU