Det er lige nu mere risikabelt at investere penge i en bolig end at investere i aktier.

»En boliginvestering skal ikke - først og fremmest - være et investeringsprojekt. Det lyder kedeligt og gammeldags, men en bolig skal være et sted, man er glad for at bo.«

Det siger investeringsøkonomen hos Nordnet, Per Hansen, som lige nu advarer danskerne om at stifte stor gæld, hvis man køber bolig.

Han mener, at priserne på boliger lige nu også bærer stor risiko med sig.

»Mange har måske fået opfattelsen af, at det er risikofrit at investere i ejendomsmarkedet – og det har ført til, at mange kan have investeret over evne,« siger han.

Derfor skal man passe på med køb af boliger, som han mener, er mere risikofyldt end investering i aktier, hvor meget få finansierer sine investeringer gennem lån, som det er tilfældet i boligkøb.

»Selv hvis man har en stor egenkapital (egne opsparede penge, red.) med ind i et boligkøb, er det lige nu meget risikofyldt,« siger han og fortsætter:

»Hvis du pludselig skal give afslag i en bolig, som også var dyr, da du købte den, kan det slå hul i din egenkapital.«

Og det kan føre til, at man bliver teknisk insolvent – altså, at du har større gæld end formue, som kan være bundet op i eksempelvis en bolig.

Derfor skal man ifølge Per Hansen altså sørge for, at man er godt nok polstret til, at værdien af ens bolig kan falde markant. Både så man ikke bliver teknisk insolvent, men også for at sikre, at andre udefra ikke kan beslutte på dine vegne, om du kan bo i dit eget hjem.

»Det er som et kinderæg. Man gør noget godt for sin økonomi, man bor under gode forhold – men så er der også overraskelsen: prisfald,« siger investeringsøkonomen, som også er kritisk over for det, han mener, er en ulige beskatning, når man skal betale skat af sin avance på aktier, men ikke på avance på boliginvesteringer.

Og uheldige situationer i livet, som at miste sit arbejde, at være nødt til at flytte eller at skulle dele boet med en ekskæreste, kan være anledninger til, at man pludselig er nødsaget til at sælge, selvom det ikke var planlagt.

Til sidst kommer Per Hansen derfor med et investeringstip:

»Det værste der kan ske er, at man skal skilles på det forkerte tidspunkt. Sørg for at speede lidt op på det med blomsterne. Det kan være dit livs investering,« forsikrer investeringsøkonomen og afslutter:

»En bolig skal være et sted man synes er fedt at være. At tjene penge er bare en sidegevinst.«

En lignende situation med boligpriserne fandt sted efter finanskrisen i 2008, hvor mange havde købt lejligheder til priser, som sidenhen faldt markant. Det betød. at mange havde købt en lejlighed de reelt set ikke havde råd til.