Blomsterkæden Interflora forventer ny og anderledes konkurrence. Derfor har man ladet sig købe af storebror.

København. Interflora Danmark har ladet sig købe af Interflora Frankrig, skriver kæden i en pressemeddelelse. Dog uden at nævne prisen.

Køberen ejer Interflora i Frankrig, Spanien, Portugal og Luxembourg.

- Vi er umådelig glade for at have fundet den helt rigtige nye ejer til Interflora Danmark

- Vi har gennem de sidste 83 år været den absolutte markedsleder i Danmark, men vi skal have endnu større muskler, hvis vi også skal kunne fastholde positionen i fremtiden, siger Søren Flemming Larsen, nuværende og kommende direktør for Interflora i Danmark.

Salget, der vil give Interfloras 350 blomsterhandlere "et større kontantbeløb i hånden" sker for at stå bedre i en fremtidig konkurrencesituation, hvor nye og store aktører kommer ind på markedet.

- Alene de seneste par år har Interflora fået en håndfuld nye danske og udenlandske konkurrenter, og blomsterkæden imødeser endnu hårdere konkurrence, når blandt andet Amazon melder sig på den danske bane, skriver Interflora Danmark i meddelelsen.

Kæden skriver, at man over de seneste år har haft stor succes med at tilføje ting som vin og delikatesser til sit klassiske sortiment af blomster. Alt med levering hvilket er Interfloras koncept.

- Det er helt afgørende for os, at vi hurtigt og effektivt kan omstille os, skifte tempo og møde konkurrencen i den nye virkelighed. Vores nye ejer har netop de ressourcer, vilje og den investeringskraft, der vil sikre os, at vi hurtigt og effektivt kan rykke os, siger Søren Flemming Larsen.

Aktieselskabet Interflora Danmark oplevede ifølge sit regnskab en pæn vækst i bruttoresultatet - omsætningen minus grundlæggende udgifter som råvarer - til 9,4 millioner kroner. Nettoresultat blev mangedoblet til 1,8 millioner kroner.

I Danmark har Interflora sine rødder tilbage i 1925, hvor en blomsterhandler fra Vesterbro begynder at lave et forretningsfællesskab med andre, så man kan få leveret blomster i hele landet.

/ritzau/