Inger Lise Jensen og Bent Jensen fra Lem i Jylland fik sig noget af en overraskelse, da de åbnede for en kasse med frosne kyllingebrystfileter fra Bilka i Holstebro forleden.

For nede i kassen fandt de en stor skinnende metalmøtrik, der formentlig havde resulteret i en stor tandlægeregning, hvis de havde sat tænderne i den. BT har talt med Inger Lise Jensen, der i første omgang udtalte sig til Skive Folkeblad om sagen.

Hun fortæller, at de købte en stor kasse med frossen kylling på 4,5-5 kg. Møtrikken lå i bunden.

»Vi var jo ikke bange for at spise den. Det var straks værre, hvis det var rotterester, og det er der slet ikke tale om her,« siger hun.

Hun har endnu ikke været i kontakt med Bilka fra Holstebro, men har planer om at gøre det efter weekenden.

»Det er bare lige en pudsig sag. Man kan jo ikke undgå at se møtrikken. Måske kunne man sige, om man ikke havde en halv kyllingfilet til gode,« siger hun og slår en latter op.

Til Skive Folkeblad siger varehuschef Morten Alexis, at han håber på, at parret henvender sig til dem.

»Hvis det er en frostvare, er det ikke noget, vi har haft i hænderne her i butikken, og derfor vil jeg gerne gå videre med det til vores leverandør. Men det kræver, at vi ved, hvad det er for et produkt, og at vi generelt får en henvendelse,« siger Morten Alexis.