Det så fra begyndelsen ikke ud til at blive nemt for influencerbureauet Gonzo Media, som har erklæret sig selv konkurs.
Virksomheden, der er beskrevet som et YouTube-kollektiv, har kørt med underskud og negativ egenkapital, siden det blev stiftet i 2015.
Influencerbureauet er nu taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten, skriver MediaWatch.
Gonzo Media har fokuseret på at have flere store YouTube-fænomener i folden, som gør sig i underholdning eller computerspil. Med 45 forskellige danske kanaler har bureauet mellem 30-50 millioner månedlige visninger på YouTube.
Det var ifølge adm. direktør Martin Wiinholt selskabet selv, der begærede sig konkurs. Han ejer Gonzo Media sammen med tidligere direktør for Nordisk Film Michael Ritto. De håber dog at videreføre virksomheden og projektet i nye rammer.
Det har ifølge Gonzo Media været et omfattende teknologisk udviklingsprojekt, som har været skyld i konkursen.
'Den tocifrede millioninvestering, der lå til grund for projektet, blev desværre ikke realiseret som planlagt,' skriver Martin Wiinholt til mediet.
Gonzo Media har et planlagt event for YouTubere i februar, GCON Festival, som selskabet har ansat 11 nye medarbejdere til. Selskabet har dermed knap 30 ansatte. Hvad konkursen betyder for festivalen, har direktøren for Gonzo Media ikke svaret på over for MediaWatch.

