Forbrugerpriserne var i juli 1,7 procent højere, end de var i samme måned sidste år.

Det viser en inflationsopgørelse fra Danmarks Statistik, der er udkommet mandag morgen.

Den tilsvarende stigning i juni var på 1,9 procent. Inflationen er dermed faldet på månedsbasis.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt i en periode, hvor krigen i Iran har ført til store udsving i energipriser og på forskellige råvarer.

Sådan skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

- Den fortsat stabile inflation vidner om, at prispresset i dansk økonomi er under kontrol på trods af den store usikkerhed, der er ude for landets grænser.

- Det er en fjer i hatten til dansk økonomi, hvor særligt den igangværende grønne omstilling har gjort os mere robuste over for store udsving i oliepriserne.

Krigen udvikler sig dog ifølge cheføkonomen fortsat uforudsigeligt og påvirker både energipriser og tilliden blandt forbrugere og virksomheder.

Derfor er det endnu for tidligt at ånde lettet op.

- En væsentlig genoptrapning af krigen i Iran har dermed også potentiale til at udløse en ny fremgang i inflationen, skriver han i sin kommentar.

Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, skriver i en kommentar, at faldende priser på fødevarer og strøm har fået inflationen til at falde i juli.

- Det er blevet billigere at købe mad, og det er med til at dæmpe inflationen. Det er tredje måned i træk, at fødevarepriserne er lavere end for et år siden.

Til gengæld er priserne på brændstof isoleret set steget som følge af krigen i Iran, lyder det videre.

- De stigende priser på benzin og diesel har gjort køreferien lidt dyrere. Den gode nyhed er, at oliepriserne er aftaget igen her i starten af august, skriver cheføkonomen.

RITZAU