Den verdensomspændende restaurantkæde Hard Rock Cafe er ikke så hårdtslående, som den har været.

I hvert fald ikke i Danmark, hvor selskabet Hard Rock Café (Denmark) A/S måtte begynde 2019 med et underskud på 10,5 millioner kroner efter skat.

Derudover var selskabets omsætning på 41,7 millioner kroner i 2018 den laveste siden 2006. Det skriver Finans.

Hard Rock Café (Denmark) A/S dækker både over restauranten i København samt over al salg af merchandise i Danmark.

»Forbedrede resultater for 2019 er forventet. Virksomhedens egenkapital er tabt fra den 31. december 2018, men vil blive genetableret gennem en kontant kapitalforhøjelse i 2019,« står der i det nye regnskab fra Hard Rock Cafés danske selskab.

Ifølge Finans har den omtalte kapitalforhøjelse endnu ikke fundet sted.

Det bliver ikke den første pengeindsprøjtning for selskabet, der også havde brug for frisk kapital tilbage i 2016.

Her skød koncernens ejere - indianerstammen Seminole fra Florida i USA - intet mindre end 30 millioner kroner ind i det danske selskab.

Indianerstammen har ejet Hard Rock Café-koncernen siden 2007, hvor de købte den af den britiske underholdningskoncern Rank til en pris på 965 millioner dollars - svarende til svimlende 5,4 milliarder kroner på daværende tidspunkt.

Seminole-indianerne har gennem flere år drevet en kæde af caféer og kasinoer. Derudover udbyder de guidede ture i stammens seks reservater i Florida.

Hard Rock Café kom til Danmark i 1995. Dengang lå restauranten på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstoffsgade ved Tivoli, men i 2015 flyttede den til Rådhuspladsen, hvor den ligger endnu.

Verdens første Hard Rock Café åbnede i 1971 i London i England. Kæden har nu restauranter i 60 lande verden over.