Fantask har måske snart langet det sidste Spiderman, Batman eller Tintinalbum over disken.

En momsregning kan ende med at tage livet af den ikoniske butik i Sankt Peders Stræde i København.

Tegneseriebutikken var i 2019 lukningstruet, men blev reddet af loyale kunder, der donerede penge til butikken.

Men nu skal der et nyt mirakel til, hvis specialbutikken skal overleve.

Fantask var lukningstruet i 2019, men overlevede takket være trofaste kunder, der donerede over en halv million kroner.
Fantask var lukningstruet i 2019, men overlevede takket være trofaste kunder, der donerede over en halv million kroner. Foto: Rasmus Skat Andersen
Vis mere

»Coronaperioden har givet os en ordentlig hak i tuden,« fortæller Fantasks ejer, Marit Nim.

Hun skrev lørdag et opslag på Facebook, hvor hun fortalte om butikkens overlevelseskamp. 1. marts skal butikken betale en momsregning på cirka 600.000 kroner, og de penge har man ikke.

»Vi har overholdt vores aftale om afbetaling af momsgælden fra coronadagene til punkt og prikke, men nu truer momsafregningen, og hvis vi ikke betaler den, bortfalder vores coronaaftale, og så skal vi betale et endnu større beløb her og nu,« fortæller Marit Nim.

Hvorfor er I endt i den her situation. I må have vidst, I skulle betale moms?

»Vi havde en stor omsætning i 2022. Men vi tjente bare ikke noget på det. Dollarkursen har været meget høj. Samtidig har fragten for varer fra USA været 70 procent højere end normalt, og vi har skulle afdrage på coronagælden. Det har ædt vores fortjeneste,« siger Marit Nim.

Fantask er ikke mindst et mekka for elskere af amerikanske superheltetegneserier.
Fantask er ikke mindst et mekka for elskere af amerikanske superheltetegneserier. Foto: CLAUS BECH ANDERSEN/SCanpix/arkiv
Vis mere

I Facebook-opslaget efterlyser hun derfor investorer, der vil skyde penge i den ikoniske butik:

‘Vi ved godt, det ikke er et investeringsprojekt, man kan blive rig af, det skal udspringe af kærlighed til butikken og interesse i at sikre dens fremtid’.

Opslaget har fået flere til at reagere.

»Jeg har fået et par henvendelser i weekenden, men jeg har endnu ikke nået at snakke med dem. Men de virker seriøse. Jeg har fået sat et enkelt møde op ind til videre,« fortæller Fantask-ejeren.

I 2019 blev butikken reddet af en crowdfunding, der indsamlede 555.260 kroner.

Den mulighed har Marit Nim afvist denne gang, da skattevæsnet og banken ikke vil acceptere det igen.

Ikke desto mindre er hun meget glad for den store opbakning, hun har oplevet, efter Facebookopslaget.

»Det påskønner vi rigtig meget.«

Ifølge seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv er Fantasks situation desværre ikke unik.

2.834 virksomheder gik konkurs i 2022, hvilket er det højeste siden 2010. 43 procent af konkurserne var i virksomheder, der havde momslån.

Dansk Erhverv forudser, at de mange konkurser fortsætter i 2023, hvor flere virksomheder, der led under coronakrisen, vil gå konkurs. Det er de stigende omkostninger og modvind til dansk økonomi, der slår det sidste søm i ligkisten.