Efter 96 år er stormagasinkæden Barneys i USA meget tæt på at dreje nøglen om.

Tirsdag har den amerikanske detailgigant ansøgt om konkursbeskyttelse, som på dansk svarer til en betalingsstandsning.

Det skriver blandt andet CNN Business.

Firmaet har sikret sig et lån på omkring 490 millioner kroner. Pengene skal bruges til at sikre kædens fortsatte overlevelse, men i en meget mindre skala.

Ifølge CNN Business vil man kæmpe for at holde syv ud af sammenlagt 27 Barneys åbne. Det skal ske med nye ejere, der vil sikre den fortsatte drift. Det er eksempelvis forretninger i Manhattan, Boston, San Francisco og Beverly Hills, som man vil holde åbne.

Barneys administrerende direktør Daniella Vitale fortæller, at den dårlige økonomiske situation bunder i flere faktorer. Eksempelvis et ekstremt højt lejeniveau i forhold til markedets efterspørgsel.

Retsdokumenter viser, at Barneys skylder omkring 10 millioner dollars svarende til 66 millioner danske kroner i husleje. Det skyldes ifølge mediet, at man har mistet omsætning til især nethandel.

Indtil i dag har virksomheden 2.300 ansatte, hvor størstedelen er medlem af en fagforening.