Tre timer og 24 minutter.

Så kort tid tog det at få solgt den ikoniske københavnercafé Bang og Jensen, da den blev sat til salg i slutningen af marts.

Det fortæller cafe-medarbejder Rasmus Ursin Knudsen til KøbenhavnLIV.

Her afslører han også, at det er Bootleggers, der overtager lokalerne fra 1. juni.

24. marts blev Bang og Jensen sat til salg for 3,2 millioner, men Rasmus Ursin Knudsen ønsker ikke at fortælle, hvad de nye ejere har givet for stedet.

Til gengæld vil han godt sætte flere ord på salget. For når stedet lukker 31. maj, vil det være et stort tab for cafeens mange stamkunder.

»Så sent som i morges kom en stamkunde ind med en begravelseskrans. Det er rørende. Ligesom mange af de gamle ansatte på eget initiativ har arrangeret et socialt arrangement, hvor alle kunne mødes en sidste gang. Det viser mig, at Bang og Jensen har været et sted, som har betydet noget, og det er rart,« siger han til KøbenhavnLIV.

Rasmus Ursin Knudsen glæder sig over, at det er Bootleggers, der overtager stedet, men som han tidligere har givet udtryk for, håber han, at kæden bevarer én ting.

Nemlig vægfriserne fra 1901 med pigerne i valmuemarken, som er stedets kendetegn.

Rettelse: Tidligere i denne artikel fremgik det, at Rasmus Ursin Knudsen var ejer af Bang og Jensen. Det er retteligt Morten Bang, der er ejer.