Efter 29 år blev det i sidste uge klart, at en af Københavns kendte, gamle restauranter lukkede.
Ejeren af Restaurationen i Indre By i København, Bo Jacobsen, valgte nemlig helt frivilligt at sige stop. Men nu viser det sig, at stedet fortsætter. Med en ny, hemmelig ejer.
Det fortæller Bo Jacobsen i et interview med Berlingske.
»Vi har talt med forskellige interesserede, og vi har været tæt på, men nogle har trukket sig på grund af corona. Andre er kommet tilbage. Og pludselig kom der én ind fra højre, som vi har solgt til nu. Det har været hurtigt og lykkeligt og meget reelt. Vi kommer til at spise her hele tiden,« siger den kendte kok til avisen.
63-årige Bo Jacobsen og hans kone, Lisbeth Jacobsen, har siden 1991 drevet restauranten, der med egne ord serverer 'nutidig, moderne dansk mad til fornuftige priser'.
I løbet af årene har de blandt andet fået tildelt en Michelin-stjerne, men nu er tiden altså kommet til, at en ny ejer skal tage over.
Den kendte kok Bo Jacobsen har skrevet flere bøger, ligesom han også har deltaget i i tv-programmer som 'Meyers køkken', 'Kokken og konen' og 'Cecilie og Madklubben', hvor han sammen med syv kollegaer kæmpede om at lave den bedste ret.
Bo Jacobsen er vokset op i Gladsaxe og blev udlært kok i 1981.