De nye ejere af hotel Prindsen, der overtog forretningen sidste sommer, må sande, at de ikke kan få lov at beholde det ikoniske navn. I stedet vil hotellet fremover blot hedde "Roskilde".

Borgere, gæster og turister i Roskilde skal i fremtiden vænne sig til at bruge et nyt navn om en af byens mere berømte bygninger.

I mere end tre hundrede år har Hotel Prindsens imposante bygninger prydet gågaden i Roskilde, men efter en længere strid står det nu klart, at hotellet fremover skal benævnes Roskilde.

Forklaringen er, at hotellet og dets daværende ejere sidste sommer gik konkurs og blev efterfølgende overtaget af kæden Zleep Hotels A/S.

For et par uger tilbage - 1. marts - genåbnede de nye ejere så hotellet under navnet Prindsen by Zleep Hotels, men det faldt ikke i god jord hos de tidligere ejer, der mente at have ejerskab over navnet. Den slags kan man jo vælge at skændes lidt om i retten, men Zleep Hotels oplyser i en pressemeddelelse, at man tager konsekvensen af anken frem for »en langtrukken retssag«.

»Det har desværre vist sig, at i modsætning til andre hoteller hvor vi har overtaget driften, at vi ikke umiddelbart kan anvende navnet »Prindsen« på hotellet – på trods af at ejendommen i over 300 år har heddet Prindsen i en eller anden form. Det er meget beklageligt, og for os uforståeligt, men vi er blevet rådgivet til at tage konsekvensen og skifte navneti stedet for at køre en langtrukken retssag,« siger Peter Haaber, direktør for Zleep Hotels.

I stedet vil hotellet hedde Roskilde by Zleep Hotels.