Lyt til artiklen

»Vi har printet for mange penge ud og tænkt, at festen aldrig ville ende. Nu er festen slut.«

Sådan lyder den kontante udmelding fra den 86-årige verdenskendte amerikanske investor Carl Icahn.

Han kalder inflationen for en frygtelig ting og »noget, som ikke kan helbredes«, skriver norske Børsen.

USA kæmper lige nu mod den højeste inflation i 40 år, og det værste er endnu ikke kommet, slår han fast over for MarketWatch.

Den amerikanske centralbank har annonceret flere renteforhøjelser i fremtiden, hvor målet er at tæmme de galopperende prisstigninger.

Men ifølge Icahn er det ikke nok til at bryde finansboblen.

Allerede i marts advarede investoren om mørke skyer i horisonten, men siden er det kun blevet værre, og flere eksperter mener, at centralbanken har misset målet og været alt for aggressiv i sine rentebeslutninger.

Økonomiprofessor Steve Hanke mener nu, at der er 80 procent risiko for, at landet ender i recession – en økonomisk tilbagegang – inden for et år.