Ikea skovler milliarder af kroner ind på at sælge samlemøbler i deres varehuse over hele verden. Nu vil den svenske møbelgigant investere et stort milliardbeløb på at vinde krigen om forbrugernes gunst ved at rykke endnu tættere på deres hverdag - både online og med en helt ny type fysiske Ikea-varehuse.

I et interview med Reuters forklarer Ikeas nyudnævnte finansdirektør Juvencio Maeztu, at møbelkæden vil investere massivt i sin webshop for at tage konkurrencen op med blandt andre Amazon, der sidste år lancerede to møbelmærker.

Også indiske Flipkart og tyske Otto og Homes24 er store konkurrenter på online-markedet.

»Selvfølgelig vil vi se online-selskaber så som Amazon og Flipkart (stor indisk online-butik, red.). Det er mere relevant end nogensinde før at være så tæt på forbrugeren som muligt. Det betyder meget mere end før,« siger Ikeas nye finansdirektør Juvencio Maeztu til Reuters.

Derfor vil Ikea frem til 2020 poste et stort milliardbeløb i både udviklingen af en ny webshop og nye og mindre butikker, som ligger mere centralt placeret i byerne. I dag er Ikea kendt for store varehuse udenfor byerne.

Juvencio Maeztu siger til Reuters, at Ikea sidste år investerede 3,1 milliarder euro (23 milliarder kroner) på at udvikle forretningen i 2017.

»Vi vil fortsat investere det samme eller endnu mere i løbet af de næste tre år,« siger han.

I et interview med Financial Times har Ikeas administrerende direktør Jesper Brodin meldt ud, at der efter planen skal åbne en Ikea i hjertet af København i 2020.