Den svenske møbelgigant IKEA er havnet i en juridisk storm i USA.

Fredag blev der anlagt et søgsmål mod virksomheden ved en domstol i delstaten Pennsylvania, skriver nyhedsbureauet Reuters. 

En gruppe kunder – potentielt hundredtusindvis – står bag søgsmålet. De mener, at de har betalt for mange penge for deres varer i forhold til toldsatsen.

Og nu kræver de erstatning. 

Årsagen er den amerikanske præsident Donald Trumps toldsatser.

De omfattende toldsatser har den amerikanske Højesteret siden fastslået er ulovlige – og gør sig derfor ikke længere gældende. 

Kunderne hævder, at den svenske møbelgiganten »videregav« deres toldomkostninger ved at øge priserne. 

»Det ville være urimeligt for de sagsøgte (IKEA, red.) at beholde overpriserne, der er betalt af sagsøgerne (kunderne, red.), fordi overpriserne udgør toldomkostninger, som de sagsøgte har givet til deres kunder – og toldsatserne var ulovlige,« står der i søgsmålet. 

Kvinden, der indgav søgsmålet, hævder, at hun betalte for meget, da hun sidste sommer købte en køjeseng for omkring 5525 danske kroner. 

I søgsmålet fremgår det også, at der er tale om prisstigninger på blandt andet sofaer, hvor prisen ifølge søgsmålet i nogle tilfælde er blevet hævet med op til 310 kroner.

IKEA har ret til at anmode den amerikanske regering om refusion for den betalte told. Kunderne har dog ikke mulighed for selv at få deres penge tilbage – og det er grundlaget for søgsmålet.

Flere andre store virksomheder er ifølge det svenske medie Expressen også havnet i vælten. Blandt andre Costco, Amazon, Nike og FedEx er også blevet sagsøgt af kunder, der ønsker at få eventuelle toldrefusioner videregivet til dem, skriver Reuters.

IKEA er ikke vendt tilbage på Expressens henvendelser.