Ikea Danmark præsenterede tirsdag sit bedste regnskab i kædens 48-årige historie. Nu belønnes medarbejderne.

København. Den svenske møbelkæde Ikea kunne tirsdag stolt løfte sløret for det bedste regnskab i kædens 48-årige danske historie.

I regnskabsåret 2016, der i Ikeas kalender udløb 31. august, landede den danske del af kæden med en omsætning på 3,95 milliarder kroner.

Det er en vækst på 6,4 procent, og da Ikea samtidig har haft lavere omkostninger end forventet, leverede Ikea Danmark sin hidtil bedste bundlinje.

- Regnskabet viser, hvad vi kan opnå, når vi alle trækker i samme retning og arbejder med fælles prioriteringer og tydelige mål, siger Ikea Danmarks administrerede direktør, Dennis Balslev, i en pressemeddelelse.

- Vi har leveret et resultat, der er bedre end forventet, og jeg skylder derfor en stor tak til alle medarbejdere, der har ydet en fantastisk indsats i året, der er gået, tilføjer han.

Det fine resultat vil nu komme Ikeas medarbejdere til gode. De kan alle se frem til en bonus.

- Jeg er stolt og rigtig glad for at kunne dele fremgangen med mine kolleger, der nu kan se frem til en bonus. Det er glædeligt, at den enkelte medarbejder kan mærke det i sin egen økonomi, når det går godt for Ikea Danmark, siger Dennis Balslev.

Medarbejderne kan ifølge Berlingske se frem til en bonus på helt op til 130 procent af en månedsløn. Og det er ifølge mediet medarbejdere i hele organisationen, der kan se frem til en ekstra julegave.

/ritzau/