IBM offentliggjorde torsdag, at de må afskedige en del af deres ansatte.

1700 medarbejdere må vinke farvel til deres stilling i IT-virksomheden. Det svarer til en halv procent af hele virksomhedens ansatte, der i alt tæller 340.000.

»Vi fortsætter med at tilpasse vores team i forhold til it-udviklingen, og vi kommer også til at ansætte aggressivt i de nye områder, som vi forudser vil skabe værdi hos vores klienter og hos IBM,« siger en talsperson for IBM til CNBC.

Fyringerne sker som del af en udviklingsproces, der skal sørge for, at selskabet øger sit overskud.

IBM er nemlig midt i en opkøbningsproces af software-giganten Red Hat.

Aftalen om opkøbet på 224 milliarder kroner forventes at lukke i slutningen af i år.

Lige nu har IBM sin egen offentlige cloud-infrastruktur til at implemetere apps, men ved at købe Red Hat forsøger IBM at gøre indtog hos andre virksomheder, der har andre offentlige skyer - eksempelvis Amazon Web Services og Microsoft Azure, der begge har langt større makredsandel i forhold til IBM.

IBM-aktier er siden begyndelsen af ​​2019 steget med 16 procent. I april rapporterede virksomheden en omsætning i første kvartal, der var 5 procent lavere end året før og under analytikernes forventninger.