Den kendte supermarkedskæde Salling Group, der ejer blandt andet Netto og Føtex, har erklæret krig mod en af de mange alt-mulig-butikker. 

Denne gang er det kæden Big Dollar og dens butik i Brønderslev.

Det skriver Retail News.

Den ligger nemlig i et område, hvor der ifølge lokalplanen ikke må sælges dagligvarer.

Men Salling Group mener, at det er lige netop det, der sker.

Og da der ikke må ligge eksempelvis en Føtex, så skævvrider det ifølge Salling Group konkurrencen. 

Derfor har Salling Group klaget, og den er nu endt i Planklagenævnet, der har givet dem medhold i sagen. 

Men Big Dollar ignorer afgørelsen. 

Selv efter, at kommunen har bedt Big Dollar om nedsætte deres antal af dagligvarer, holder butikken fast: Butikken vil ikke fjerne en del af dagligvarerne. 

»Vi har jo anket Planklagenævnets afgørelse. Og afventer stadigvæk en berammelse af retssagen. Så længe det ikke er afgjort, så læner vi os op ad vores advokater, og så gør vi ikke noget i Brønderslev«, siger landedirektør i Big Dollar, Peter Jacobsen, til Retail News.

Sagen har i mellemtiden taget endnu en drejning, da kommunen nu har fremført nogle meget detaljerede krav, der skal overholdes, hvis Big Dollar skal blive liggende.

Et af disse er, at dagligvarer højst må udgøre ti procent af deres samlede salgsareal, skriver mediet.

Kommunen har givet Big Dollar indtil 30. maj 2026 til at efterleve det nye påbud.