Det er en rystet direktør, der mandag har fortalt offentligheden, at hans livsværk nu er under konkurs.

For ikke alene er resultaterne af 14 års arbejde med ét blevet revet væk under ham - han er tilsyneladende også blevet svigtet af sin kompagnon gennem hele perioden.

»Jeg kan bare sige, at jeg er dybt berørt af de konsekvenser, det har for andre virksomheder og mennesker.«

»Jeg står selv tilbage og har tabt mit livsværk og min økonomi. Det er ikke sådan, at jeg synes, at det er andet end en katastrofe,« siger Søren Blach, direktør og ejer af kornhandleren BMG, til Landbrugsavisen.

Reaktionen kommer, efter at BMG pludselig har måttet erklære sig konkurs. Al drift af virksomheden er pludselig stoppet, fordi selskabets anden direktør, Jens Møller, ifølge Søren Blach har fusket med regnskaberne.

»Virksomhedens ene ejer og direktør Jens Møller har egenhændigt foretaget regnskabsmæssige transaktioner på baggrund af fiktive handler og fakturaer.«

»Disse fiktive transaktioner har medført et betydeligt tocifret milliontab,« lyder det i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformanden i BMG, Lars Krüger, fortæller til B.T., at han tog affære, så snart mistanken om snyd var blevet undersøgt.

»I det sekund, at vi får nys om de uregelmæssigheder, reagerer vi prompte med at få det undersøgt.«

»Da det står klart, hvad der er sket, bortviser vi direktøren på stedet,« siger han.

Søren Blach fortæller, at mistanken om noget fordækt opstod torsdag. Siden er det gået stærkt.

Søndag blev personalet - der er 16 fuldtidsansatte i firmaet - orienteret, og en pressemeddelelse blev udfærdiget.

Ifølge bestyrelsesformanden har Jens Møller erkendt forholdene. Han er søndag blevet meldt til Østjyllands Politi. Det står ikke klart, hvorfor de fiktive handler er blevet udført.

Heller ikke Søren Blach kan forstå bevæggrundene til den angivelige snyd med bogføringen, og han hverken 'kan eller vil gætte på motiverne'.

Af seneste regnskab for BMG A/S fremgår det, at egenkapitalen ved offentliggørelsen var på 14 millioner kroner.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jens Møller.