For et par måneder siden dumpede en mail ind i indbakken hos Simone Westergaard, der er medstifter af virksomheden Mewalii.
'Tillykke, I er i finalen som årets klimaiværksættere …,' stod der.
»Jeg troede ikke rigtig på det. Vi sender så mange ansøgninger afsted som iværksættere, og der går tit flere måneder, før vi får svar. Og så glemmer vi det efter et par dage,« forklarer Simone Westergaard.
Men den var altså god nok. Simone Westergaard og Frederikke Dahl, der har udviklet et bæredygtigt hygiejnebind af en hemmelig plante, er med i finalen om at blive årets klimaiværksættere.

Og fredag middag skal de pitche deres idé og deres virksomhed for et panel bestående af blandt andre Signe Wenneberg og Tommy Ahlers ved Klimafolkemødet i Middelfart, der finder sted i disse dage.
»Det er da megafedt og sejt, at vi kan vise vores projekt til nogen, der har større indflydelse og netværk,« fortæller Simone Westergaard.
Hvis de vinder titlen som årets klimaiværksættere, er det ikke helt uden betydning. Ud over titlen følger der en check med på 250.000 kroner. Et beløb, der kan få stor betydning for de to kvinder i virksomheden, så de kan få hjælp af en sælger til at komme på markedet, når de har produktet i hænderne.
»Det vil være en stor hjælp, hvis vi kan få produktet ud på et stort marked. Og måske også få os ud af landet.«

»Pengene betyder meget. Men selve titlen betyder også virkelig meget,« fortæller Simone Westergaard
De to kvinder kender hinanden fra et talentprogram for entreprenører på SDU i Odense, hvor de tilfældigt kom i snak med hinanden om en god idé. En uge senere havde de oprettet et domæne og var i gang med deres virksomhed.
Og siden da har de ikke stået stille.
De seneste nætter har de sovet noget uroligt. De vågner begge midt om natten og tænker på den pitch, de skal præsentere for dommerne i Middelfart. Selve pitchen er anderledes end dem, de er vant til at lave.
»Når det er til investorer, så er der fokus på forretningen. Her er det mere orienteret i forhold til produktet og bæredygtighed,« forklarer Simone Westergaard.
Derfor har de også fået hjælp til at få pitchen helt skarp.
»Panelet vil se ild i øjnene.«
Simone Westergaard er spændt og nervøs forud for pitchen til panelet. Men hun glæder sig også helt vildt.

»Når jeg er nervøs, er det, fordi det betyder noget for mig.«
»Jeg er tidligere konkurrencerytter. Følelsen er lidt den samme. Det tænder mig helt vildt,« fortæller Simone Westergaard.
Fem andre klimaiværksætter-virksomheder skal på scenen og præsentere deres pitch for dommerpanelet i Middelfart fredag ved middagstid. Simone Westergaard håber og tror på, at det bliver hende og Frederikke Dahl, der kan poppe champagnen, når konkurrencen er ovre.
»Jeg ved slet ikke, hvordan vi vil reagere. Vi har snakket om, hvordan vores kroppe reagerer. Det vil bare være så fedt at få et skulderklap for det, vi har lavet de sidste par år,« siger Simone Westergaard.
