En vand og en pose Haribo til flyveturen?

Når du fremover skal med flyveren fra Kastrup, kan du nu købe dine sidste fornødenheder i en kiosk uden personale.

7-Eleven har nemlig åbnet sin første ubemandede butik i Københavns Lufthavn i Kastrup.

I en pressemeddelelse forklarer administrerende direktøren i 7-Eleven Danmark baggrunden for det nye forretningskoncept.

»Konceptet er et tillæg til den eksisterende forretning, og som en af de førende convenience-aktører ligger det os på sinde, at vi hele tiden skal tænke i nye måder at drive virksomheden på, og hvordan vi betjener og servicerer vores kunder bedst muligt,« siger Jesper Østergaard.

Og det er ikke tilfældigt, at den nye butik ligger helt ude ved lufthavnens gates, forklarer han.

Her er en automat med sodavand og chokolade nemlig ikke nok, men på den anden side er der ikke kunder nok til en almindelig kiosk.

Derfor har det været relevant for 7-Eleven at teste den nye forretningstype netop her.

Den nye ubemandede butik har fået navnet 7-Eleven Go og ligger efter sikkerhedskontrollen.

Den er på 25 kvadratmeter og har plads til tre kunder ad gangen.

Du tjekker ind på en app eller med et betalingskort, når du går ind i butikken, og kameraer og vægte følger med og registrerer dine køb.

Til sidst tjekker du ud med app eller betalingskort, og betalingen sker derefter automatisk.