Forretningsmand William Browder, der har tabt formuer til russiske kriminelle, har politianmeldt Danske Bank.

København. Forretningsmanden William Browder har politianmeldt Danske Bank. Det skriver Børsen. William Browder har tidligere fortalt om sin intention om en politianmeldelse til Berlingske.

William Browder er direktør for investeringsfonden Hermitage Capital, der i 2007 led store tab fra tyveri af 1,4 milliarder kroner, der var betalt i skat i Rusland.

Bag svindlen stod angiveligt højtstående russiske embedsmænd og organiserede kriminelle.

- Jeg kan bekræfte, at vi i går aftes indgav en politianmeldelse af grov uagtsomhed og hvidvaskning vedrørende mere end 8 milliarder dollar - 53 milliarder kroner -, som har flydt igennem Danske Banks filial i Estland.

- Vi beder de danske myndigheder undersøge bankledelsens rolle både i forhold til grov uagtsomhed og hvidvask, siger William Browder til Finans.

Svindlen er kendt som Magnitskij-sagen. Hermitage Capitals advokat Sergej Magnitskij efterforskede sagen, men blev fængslet. Han døde i fængslet under uopklarede omstændigheder. Sagen har ført til omfattende sanktioner mod Rusland.

Penge fra svindlen er ifølge afsløringer fra Berlingske Business delvist blevet hvidvasket via Danske Banks estiske afdeling. Den estiske afdeling er det seneste år blevet afsløret i at være blevet brugt til suspekte transaktioner for milliarder af kroner.

- Når vi ser på det globale netværk, der var ansvarlig for hvidvask af de penge, Sergej Magnitskij afslørede og blev slået ihjel på grund af, så var Sampo Bank (nu Danske Bank red.) en af de helt centrale banker i det netværk, sagde William Browder tidligere i juli til Berlingske Business.

Danske Bank og Danske Banks ledelse er indtil videre ikke blevet straffet for den massive hvidvask af penge, der er sket gennem den estiske filial.

Finanstilsynet har udtalt en skarp kritik og bedt banken om at hensætte penge til potentielle tab fra sagen.

Bagmandspolitiet efterforsker Danske Bank i sagen. Danske Bank selv har iværksat en stor intern undersøgelse, hvis resultater skal foreligge til september.

/ritzau/