Det er især de ufaglærte, der rammes, når der fyres under kriser. De bliver sat bagud, mener senioranalytiker.

Hver tredje over 30 år der har mistet sit arbejde uden coronakrisen, mistede også sit arbejde under finanskrisen. Det er især de ældre ufaglærte, der rammes.

Det viser en omfattende analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), skriver Jyllands-Posten torsdag.

- Nogle af dem, der blev ramt under sidste krise, er først kommet tilbage på arbejdsmarkedet for et par år siden, og nu er de ude igen, fordi de ikke fik helt fat, siger Emilie Agner Damm senioranalytiker ved AE.

AE har fulgt de 1,3 millioner danskere, som både var i beskæftigelse umiddelbart før finanskrisen i 2008 og før coronakrisen i foråret.

Analysen fra AE viser, at de danskere, som var 40-49 år, da finanskrisen ramte i 2008, og som dengang blev ledige, er der klart flest fra den aldersgruppe, som nu går igen blandt de coronaledige, skriver Jyllands-Posten.

Alder og uddannelse spiller en afgørende rolle. Det samme gør tiden for, hvor længe man gik ledig under finanskrisen.

- Ufaglærte er en gruppe, der har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, og de er de sidste, der kommer tilbage på det igen efter en krise, siger Emilie Agner Damm.

Analysen viser, at danskere som har folkeskolen som højeste afsluttede uddannelse, og som mistede deres arbejde under finanskrisen, er omkring 7 procent nu igen arbejdsløse.

Til sammenligning er 3,5 procent af de højtuddannede, der blev ledige efter finanskrisen, nu ledige igen, skriver Jyllands-Posten.

- Man kommer bagud, hvis man bliver fyret. Det er både i forhold til beskæftigelsesmuligheder og løn, siger Emilie Agner Damm.

AE's analyse viser, at risikoen for at blive ramt af ledighed under coronakrisen stiger i forhold til, hvor længe man var ledig under finanskrisen.

Beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked er samlet faldet med mere end 55.000 siden marts, hvor coronavirusset for alvor gjorde sit indtog i Danmark.

/ritzau/