Danmarks største producent af typehuse, Huscompagniet, har taget konsekvensen af boligsituationen i Danmark og nedlægger stillinger.

Det bekræfter typehusgiganten over for Licitationen.

I alt er der tale om 60 medarbejdere, som snart skal se sig om efter et nyt arbejde.

»Ligesom resten af byggebranchen oplever vi et markant dyk i markedet, som betyder, at vi sælger langt færre huse. Derfor er det desværre nødvendigt at skalere ned i antallet af dygtige medarbejdere,« skriver administrerende direktør Martin Ravn-Nielsen til Licitationen.

Tidligere på måneden udkom Boligsiden med tal, der siger meget om den aktuelle boligsituation.

Danskerne har nemlig mere end svært med at få solgt deres huse. 17.123 boliger blev der solgt i årets tredje kvartal, og der er således tale om et fald på 19 procent sammenlignet med boligsalget i årets andet kvartal, hvor der blev solgt 21.137 boliger.

Samtidig skal vi helt tilbage til 2013 for at se et lignende salgsresultat for tredje kvartal, som dengang lød på 16.548 solgte boliger.

»Det er et meget kraftigt fald, vi ser i boligsalget i september.«

»Det er en udvikling, der er skærpet her i efteråret, og derfor ser vi også et kvartalsresultat for de seneste tre måneder, som er det laveste siden 2013,« sagde Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Tilbage i august meddelte Huscompagniet, at man planlagde en sparerunde og en række nedjusteringer.

I pressemeddelelsen beskrev Huscompagniet, hvordan man opererer på et »udfordret marked med pressede forsyningskæder, forhøjede materialepriser, stigende renter og inflation, der har ført til usikkerhed i markedet og en opbremsning i byggeriet«.

Ifølge Licitationen er det tredje gang i 2022, at Huscompagniet foretager en stor fyringsrunde.