Fagbevægelsen og politikere har kritiseret, at entreprenør til Femern-forbindelsen ikke havde overenskomst.

Der har vakt kritik, at der ikke har været overenskomst på byggeriet af Femern-forbindelsen, der er det største anlægsprojekt i Danmark nogensinde.

Det er der dog lavet om på nu, skriver Fagbladet 3F.

Der er mandag indgået overenskomst mellem hovedentreprenøren Fehrmarn Belt Contractors (FBC) og en lang række danske fagforbund.

Ifølge Fagbladet 3F har arbejdsforholdene for maskinførere og bygningsarbejdere på byggeriet fået kritik fra fagbevægelsen og politikere.

Det skyldes, at medarbejderne 28 dage i træk har arbejdet i 12-timers vagter - uden hviledag.

Men nu er det altså indgået en overenskomst mellem FBC og BAT, der er en paraplyorganisation for de danske byggeforbund.

- Det er en rigtig god overenskomst med FBC, og det viser, at hårdt arbejde og vedholdenhed lønner sig, siger Claus von Elling til 3F.

Han er formand for 3F Byggegruppen og har været med til at forhandle overenskomsten på plads.

FBC har vundet den første af fire store kontrakter på Femern-forbindelsen, der vil blive den længste sænketunnel i verden for både biler og tog.

Det er en tunnel mellem Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på den tyske ø Femern, som ventes færdig i midten af 2029.

Der arbejdes lige nu på det forberedende arbejde til tunnelen. I Rødby på Lolland er en stor arbejdshavn ved at tage form.

Efter nytår udvides arbejdet blandt andet med anlæggelsen af den fabrik, der skal fremstille de betonelementer, som tunnelen bygges med.

I Tyskland er det første spadestik ikke taget endnu. I øjeblikket verserer en retssag ved forvaltningsdomstolen i Leipzig, hvor en række klager over den tyske godkendelse behandles.

Transportministeriet meldte i april ud, at man forventer at starte arbejdet på tysk side i sommeren 2022.

/ritzau/