De færreste havde forudset coronakrisens ankomst. Og det kan blive en dyr forretning at skulle forsikre sig mod en pandemi, der har lukket flere lande ned.
Måske også lidt for dyr, hvis du spørger hotelmogulen Petter Stordalen, der ejer Hotel Norefjell Ski og Spa.
Sidste år led hotellet nemlig store tab som følge af corona, og hotellets forsikringsselskab Codan vil ikke dække en eneste tabt krone.
Derfor har Petter Stordalen hevet Codan i retten, da han fastholder, at forsikringsselskabet skal betale. Det skriver norske Børsen.
Han betaler nemlig allerede til en afbrydelsesforsikring ved Codan med en præmie på mellem 1,5 og 1,8 millioner kroner.
Men Codan nægter og har i stedet fremlagt forskellige forsikringstilbud, hvis de skal genforsikre hotellet mod pandemien.
Tilbud, der går fra 77 til 115 millioner kroner.
Sagen er dog endnu ikke afgjort i retten i Oslo. Men skulle den falde ud til Petter Stordalens fordel, kan det udløse et samlet krav om erstatning på flere hundrede millioner kroner fra hotellet.