Den norske milliardær og hotelkonge Petter Stordalen har sagsøgt forsikringsgiganten Codan.

Baggrunden er en uenighed om forståelsen af ét centralt ord, skriver det norske medie Dagens Næringsliv.

Stordalens hotelimperium Nordic Choice Hotels har - som resten af branchen - været hårdt ramt af coronakrisen. Hotelkæden har en epidemi-forsikring hos Codan, som ifølge Stordalen og Nordic Choice Hotels opfattelse bør dække den skadelige påvirkning af økonomien, som virusudbruddet har medført.

Men Stordalen har ikke fået så meget som en eneste krone.

For hos Codan mener man ikke, at Nordic Choice Hotels' forsikring dækker under det aktuelle coronaudbrud.

Det får nu Nordic Choice Hotels til at hive forsikringsselskabet i retten.

»Vi har nu fremmet en række krav på vegne af hotellerne og er i diskussion om dækningen. Der har været en masse korrespondancer frem og tilbage, men vi er ikke kommet nogen steder hen,« siger Nordic Choice Hotels' administrerende direktør Torgeir Silseth til Dagens Næringsliv.

Men hvordan kan parterne være så uenige om, hvorvidt en epidemi-forsikring dækker eller ej? Svaret findes i forståelsen af ét centralt ord i policen.

Petter Stordalen under pressemødet i 2019, hvor han blev præsenteret som Spies Groups nye ejer. Nu har hotelkongen stævnet forsikringsselskabet Codan.
Petter Stordalen under pressemødet i 2019, hvor han blev præsenteret som Spies Groups nye ejer. Nu har hotelkongen stævnet forsikringsselskabet Codan. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Ordet 'epidemi'.

Nordic Choice og Petter Stordalen hæfter sig ved, at forsikringen dækker, når myndighederne foretager indgreb under en epidemi - som det har været tilfældet under coronakrisen i både Norge, Danmark og andre lande, hvor hotelkæden opererer. Men Codan er grundlæggende uenige - på grund af ordet 'epidemi' og forståelsen af det.

»Vi har en anden opfattelse af, hvad aftalen omfatter,« siger advokat i Codan Forsikring Morten Hesselberg-Meyer til Dagens Næringsliv.

For ifølge Codan er coronaudbruddet ikke en epidemi - som er et sygdomsudbrud, der er begrænset til et bestemt geografisk område eller bestemte befolkningsgrupper - men en pandemi, som beskriver et verdensomspændende sygdomsudbrud. Fortolkningen af policen kan vise sig at være rigtig mange penge værd.

Her ses Petter Stordalen i en speciallavet Dannebrogsjakke, da han i 2016 annoncerede, at den gamle postcentral på Tietgensgade i København bliver nyt hotel med 390 værelser under Stordalens eget hotelimperium Nordic Choice Hotels.
Her ses Petter Stordalen i en speciallavet Dannebrogsjakke, da han i 2016 annoncerede, at den gamle postcentral på Tietgensgade i København bliver nyt hotel med 390 værelser under Stordalens eget hotelimperium Nordic Choice Hotels. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

I første omgang har Nordic Choice Hotels stævnet Codan for det økonomsike tab, et af kædens hoteller har lidt under coronakrisen, for at få klarhed over tolkningen.

Hvis Petter Stordalen og co. vinder sagen, kan mange flere være på vej. For kæden har over 170 hoteller, som formentlig alle har tabt penge på grund af corona. Mange penge, endda.

Den flamboyante norske milliardær åbner snart yderligere to hoteller i København.

Villa Copenhagen slår dørene op 1. juli, efter at Stordalen har brugt omkring 1,5 milliarder kroner på at ombygge den gamle postcentral på Tietgensgade i København til et luksushotel.

Til september åbner Stordalen det hidtil største hotel i Københavns Lufthavn, Comfort Hotel Copenhagen Airport, med 605 værelser.