Der er en ting, der højst sandsynlig vil være det samme, hvis du går ind til et bestyrelsesmøde, besøger en ledelsesgang eller forvilder dig ind på en administrerende direktørs kontor.
Mange – hvis ikke alle – derinde er med al sandsynlighed mænd.
27,3 procent af bestyrelsesposterne i Danmark besættes af kvinder.
I landets topledelsesposter er det endda kun 12,2 procent, der er kvinder.
Det viser tal fra Dansk Industri.
Peter Bühlmann er blandt mange titler 2. generationsejer af sin families Aalborgeniske hotel Scheelsminde og tidligere direktør for Ruths Hotel. Derudover har han været pilot og arbejdet i flybranchen i mange år.
Han tog for mange år siden en beslutning om at lægge fokus på kønsdiversitet på sin arbejdsplads.
»Min erfaring gør, at jeg kan se, at kvinder i ledelsen simpelthen er en nødvendighed.«
Gennem sit arbejde i Mærsk fik han langsomt øjnene op for, hvordan diversitet i ledelsen kunne højne kvaliteten af arbejdet. Derudover havde han mange års erfaring med at tabe til hoteller med kvindelige ledere. I en årrække var hans hotel, Scheelsminde, en del af Best Western-kæden, der havde mysteryshoppere til at bedømme alle hotellerne. Og alle år lå hans hotel nummer fire. Med tre hoteller med kvindelige direktører på de øverste pladser hvert år.
Så da han gik fra at være mellemleder i Mærsk til i 2010 at blive administrerende direktør, og dermed have sidste ord, på det kendte Ruths Hotel i Skagen, skulle der ske noget.
»Da jeg ankom til hotellet, ændrede jeg meget hurtigt ledergruppen, så det blev tre kvinder og tre mænd. Og jeg sagde, at det ikke handlede om, at der for enhver pris skulle sidde kvinder der, hvis de ikke var de bedste til jobbet.«
Men det kunne netop lade sig gøre at hente lige dele kvinder og mænd ind uden at gå på kompromis med kvaliteten af arbejdet, så det gjorde han.
»Det var lidt hårdt til at starte med. Mændene kom jo med kommentarer som 'Hvad er det, vi ikke gør godt nok?' og 'Hvad er det, mænd ikke kan ordentligt?'. Men så kunne alle jo se, at hold nu op, hvor havde virksomheden godt af det. Der kom nye input og en helt anden hverdag og struktur. Og kundetilfredsheden steg simpelthen.«
»Hvis vi i hotelbranchen vil være en del af eliten, kan vi ikke undvære kvinder.«
Og det tyder på, at det ikke kun er hotelbranchen, der kan nyde godt af kvinder i ledelsen.
Tal fra det amerikanske analyseselskab S&P Global viser, at firmaer med kvindelige økonomichefer generelt er mere profitable. Det samme gælder firmaer med en bestyrelse, hvor kønsdiversiteten er høj.
Derudover måler de, at firmaers aktieafkast bliver otte procent større end gennemsnittet, efter en kvindelig administrerende direktør og/eller økonomichef har haft sin stilling i firmaet i 24 måneder. De har tilmed øget deres firmas generelle overskud med seks procent.
Peter Bühlmann og resten af hans familie har i dag seks hoteller. De er i dag alle drevet af hans datter.
»Der er ingen tvivl om, at hun har løftet tingene. Hun er ikke let at bide skeer med. Når der er sat en retning, er det det, vi gør. Der er ingen slinger,« siger han.
At han i nu nogle år har været vidne til hendes ledelsesstil, har også fået ham til at reflektere over sine egne mangler.
»Jeg er kommet til at mærke min egen svaghed som leder. Selv med den ledelseserfaring, jeg har, kan jeg slingre lidt og sige: 'Ja, ja, det går nok' og 'Det kan vi altid nå at ordne – vi skal også have det sjovt',« eksemplificerer han som sammenligning til sin datters evner.
Peter Bühlmann synes, det går langsomt med at få flere kvinder op i ledelseslagene i Danmark.
»Ikke nok med at mange af landets etablerede bestyrelser er mandsdominerede – de er også ældremandsdominerede. Og sådan en er jeg jo selv,« siger den 66-årige hoteldirektør og griner.
»Men jeg kan ikke forestille mig at sidde i en bestyrelse, hvor der ikke også både er kvinder og et godt aldersspænd. Men jeg synes dog, at tingene langsomt ændrer sig,« afslutter Peter Bühlmann.
