Den fynske hotelkæde Milling Hotels føjer yderligere et hotel til kæden.

Kæden har købt Hotel Ritz i Aarhus af Jens Rysgaard, der har ejet det gennem seks år.

»Rejsen med Ritz har været virkelig spændende. Det var et slidt og nødlidende hotel, da vi overtog. Det har vi fået vendt, men jeg føler også, at vi er der, hvor jeg ikke kan gøre mere, og så er det fint, at nogle nye kommer til,« fortæller Jens Rysgaard til Jyllands-Posten.

Hverken Jens Rysgaard eller Milling Hotels ønsker at oplyse, hvor meget hotellet har kostet.

Men Jan Milling siger til Jyllands-Posten, at han ikke planlægger de store ændringer af det ikoniske hotel på Banegårdspladsen, der har 67 værelser og tre stjener fra Horesta.

Samtlige medarbejdere fortsætter også under den nye ledelse.

Trods adskillige moderniseringer siden opførelsen i 1932 fremstår hotellet i dag stilmæssigt i den oprindelige art deco-stil.

Milling Hotels driver i forvejen ni hoteller i Odense, Kolding, Maribo, Aalborg og Middelfart og havde en plan om at runde ti hoteller i 2020 - men det er nu altså sket et år tidligere.