Den tyske inflation for marts er nu endeligt opgjort og lander som forventet på 2,7 procent.
Det viser tal fra det tyske statistikbureau Statistisches Bundesamt.
I februar var inflationen i Tyskland på 1,9 procent.
Dermed rammer inflationen i Tyskland i marts det højeste niveau siden januar 2024, hvor den var på 2,9 procent.
Det er især betydelige stigninger i energipriser, som presser inflationen op. Det siger Ruth Brand, som er formand for statistikbureauet.
- Den betydelige stigning i priserne på energi driver inflationen op. Især priserne på motorbrændstof og fyringsolie er steget kraftigt for forbrugere siden starten af Iran-krigen, siger hun i en pressemeddelelse.
Inflation er et udtryk for prisstigninger.
Ovenstående tal viser stigningen i forbrugerpriserne sammenlignet med et år tidligere.
Den tyske stigning i det harmoniserede forbrugerprisindeks er opgjort til 2,8 procent i marts. Det harmoniserede indeks kan sammenlignes på tværs af lande.
I Danmark lød inflationen på 1,2 procent i marts. Også her var der tale om en pæn stigning fra februar, hvor inflationen var på 0,7 procent.
Men modsat den danske økonomi har tysk økonomi været i modvind i de seneste år.
Både i 2023 og 2024 var Tyskland ramt af minusvækst, mens den tyske økonomi voksede med beskedne 0,2 procent i 2025.
Derfor er højere inflation alvorligt for Tysklands økonomi, lyder det fra Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri.
- Tab af købekraft og udsigt til højere renter kan spænde ben for det tyske opsving, inden det overhovedet kom i gang, skriver han i en kommentar.
Det er ikke kun i Danmark og Tyskland, at forbrugerne har kunnet mærke de stigende priser på brændstof i marts.
Også i flere andre europæiske lande som Holland og Irland er inflationen steget.
/ritzau/