En af Danmarks ældste designvirksomheder Georg Jensen Damask har leveret det bedste regnskab i selskabets 261-årige lange historie.

Det skriver Finans.dk.

Designvirksomheden, der intet har at gøre med den anden designvirksomhed Georg Jensen, laver blandt andet duge og sengetøj, har for regnskabsåret 2016/2017 fremvist et resultat på 8,9 millioner kroner efter skat.

Det er en forbedring på 2,2 millioner kroner fra året før og samtidig det 13. år i træk, at Georg Jensen Damask slår rekord.

»2017 var endnu et godt år for Georg Jensen Damask, og det er vi selvfølgelig utrolig stolte af. Ambitionen har aldrig været den hurtige vækst, men derimod en kontrolleret udvikling,« siger adm. direktør for Georg Jensen Damask, Peter Hulweg Christiansen, i en pressemeddelelse.

Siden sidste år har Georg Jensen Damask øget sin distribution til 16 lande, hvilket har været kraftigt medvirkende til rekordregnskabet.

Virksomheden blev ifølge firmaets hjemmeside stiftet i 1756, hvor grundlæggeren Andreas Jensen giftede sig med Kirsten Christensdatter.

Georg Jensen Damask ejes i dag af Bent og Jesper Hviid, der købte Georg Jensen Damask tilbage til familieejerskab fra en kapitalfond, der kortvarigt ejede virksomheden efter Bent Georg Jensens salg i 1999.

Georg Jensen Damask A/S har hovedsæde i Kolding og har 65 medarbejdere. Georg Jensen Damask' design sælges i over 200 butikker i 70 lande.