I løbet af de kommende måneder vil 25 Fætter BR-butikker genopstå på butiksstrøg og i butikscentre i hele landet.

Og selvom det endnu ikke står skrevet i sten, præcis hvilke butikker der bliver tale om, så er administrerende direktør i Salling Group, Per Bank, ganske klar i mælet om, hvor de nye ejere af legetøjskæden ønsker at slå dørene op for kunderne.

»Hvis man tager de femten til tyve største byer i Danmark, er der 90 procents sandsynlighed for, at vi rammer dem. Målet er at fange de store byer,« siger han og fortsætter:

»Vi vil ligge fra syd til nord i Jylland, midt på Fyn samt over hele Sjælland.«

Per Bank er administrerende direktør i Salling Group. Pressefoto
Per Bank er administrerende direktør i Salling Group. Pressefoto
Vis mere

Når Salling Group ikke kan slå de eksakte lokationer fast, skyldes det, at der fortsat forhandles med udlejerne af adresserne.

Per Bank fortæller, at de 25 adresser først og fremmest er valgt ud fra et kriterium om, at der skal være mange indbyggere i de relevante byer.

»Byerne skal have en vis størrelse, og det skal butikkerne også, for at vi kan lave et univers med leg og glæde for børnene. Hvis butikkerne bliver for små, kan det være svært at skabe den oplevelse.«

»Der kan dog også være mindre butikker, der ligger trafikalt godt, som vi ganske enkelt ikke kan sige nej til,« siger han.

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Vis mere

I Danmarks femten største byer - ifølge Danmarks Statistik - har der hidtil ligget Fætter BR-butikker i dem alle undtagen Vejle samt Gentofte og Gladsaxe.

Indbyggerne i de to københavnerforstæder har i stedet kunne køre til henholdsvis Charlottenlund og Nørrebro.

De øvrige tolv byer har haft én til flere butikker inden for bymurene.

Per Bank lover gode åbningstilbud, når butikkerne igen åbner.

(ARKIV) Lukket Fætter BR-butik i Svendborg, lørdag den 29. december 2018. Salling Group genåbner til foråret 25 BR-butikker. Det oplyser direktør Per Bank til TV2 News. Det skriver Ritzau, tirsdag den 29. januar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Lukket Fætter BR-butik i Svendborg, lørdag den 29. december 2018. Salling Group genåbner til foråret 25 BR-butikker. Det oplyser direktør Per Bank til TV2 News. Det skriver Ritzau, tirsdag den 29. januar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er klart, at der kommer nogle gode tilbud, når vi åbner. Vi skal jo sørge for at få kunderne ind i butikkerne igen,« siger han og fortsætter:

»Vi venter ikke med at åbne til alle 25 butikker er klar. Det vil ske fra lokation til lokation.«

Så hvis man har stor forkærlighed for legetøj og i øvrigt har pengepungen i orden, kan man tage på rundfart og være med til flere åbningstilbud?

»Ja, og de kunder skal være velkommen.«