Fødevarestyrelsen har politianmeldt den danske virksomhed Mille Foods til politiet.

Det sker på baggrund af, at man har udarbejdet et påbud om, at Mille Foods skal destruere omkring 400 paller af dens kerneprodukt - modermælkserstatning.

Det skal Mille Foods, fordi virksomheden ikke kan oplyse, hvor ingrediensen lactoferrin er importeret fra. Det skriver Finans onsdag.

»Mille Food har omgået reglerne, og vi sanktionerer på det. Vi har orienteret de kinesiske myndigheder, varerne bliver trukket tilbage, og vi har stoppet eksporten indtil videre fra Mille Food,« siger Fødevarestyrelsens chef i afdelingen Fødevare København, Jakob Munkhøj Nielsen.

Han slår fast, at det er en alvorlig sag for den danske virksomhed, der har Kina som et af dens hovedmarkeder.

Produktionen af modermælkserstatning med den ulovligt importerede ingrediens begyndte i februar 2019.

Produktet med den problematiske ingrediens blev herefter sendt til Kina fra 15. marts og frem.

Den danske virksomhed, der har hovedkvarter i Hundested, fyrede ledelsen, da sagen kom frem for nogle dage siden.

Der er tale om den daværende administrerende direktør Steve Wang samt fabrikschefen og kvalitetsdirektøren, som fik sparket.

Det har endnu ikke været muligt for Mille Food at oplyse, hvornår de er klar til at påbegynde deres produktion igen.

Mille Food har hyret en selvstændig kommunikationsrådgiver, som oplyser, at de arbejder på at rette op på fejlen.

Det gør man i samarbejde med Fødevarestyrelsen.

Hos brancheforeningen Mejeriforeningen var man mildest talt forbløffet over sagen.

»Det er en helt usædvanlig sag,« sagde administrerende direktør Jørgen Hald Christensen til Finans og fortsatte:

»Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det kunne ske for nogen dansk virksomhed med den kontrol, jeg ellers kender fra virksomhederne og deres holdning til sporbarhed.«

Kender du noget til sagen? Tip redaktionen på 1929@bt.dk