Privat strand, havudsigt og tennisbane.

Det er noget af det, køberne har fået for de 46 millioner kroner, som de netop har givet for en villa i liebhaverenklaven Vedbæk, der ligger på kyststrækningen nord for København.

Den svimlende salgspris gør handlen til den dyreste villahandel, der indtil videre er gået igennem i år. Det oplyser boligportalen Boliga.dk.

Den 371 kvadratmeter store 70er-villa kom til salg i oktober sidste år hos liebhavermægleren Ivan Eltoft Nielsen.

Dengang lød udbudsprisen for de otte værelser, som ligger på en over 4.200 kvadratmeter stor vandkantsgrund i den nordsjællandske kystby, på 50 millioner kroner.

Fire måneder efter blev det luksuriøse hjem solgt, og de nye ejere har altså fået et prisafslag på fire millioner med i handlen.

Alligevel har de betalt næsten 124.000 kroner for hver eneste af de mange kvadratmeter i deres nye hjem – noget mere end prisgennemsnittet for Hørsholm Kommune, hvor udsigtsvillaen ligger.

Her indbragte de solgte villaer og rækkehuse nemlig en gennemsnitlig kvadratmeterpris på knap 35.000 kroner i 2020.

År for nye rekorder?

Selvom 46 millioner kroner er rigtig mange penge – flere end de fleste danskere kommer til at have mellem hænderne nogensinde – så er der stadig et stykke vej op til Danmarks største hushandel nogensinde, der gik igennem sidste år.

2020 var nemlig på mange måder et rekordår, og det var også her, at den dyreste handlede villa – der også ligger i Vedbæk – slog alle historiske rekorder med en astronomisk salgspris på 150 millioner kroner.

I øjeblikket er der ikke nogen ejendomme til salg på det offentlige marked til priser, som nærmer sig det beløb.

Ifølge Boliga.dk er det dyreste udbudte hus i øjeblikket en 614 kvadratmeter stor palævilla ud til Bagsværd Sø nord for hovedstaden, som er til salg for 60 millioner kroner. Mens markedets dyreste ejendom til salg lige nu er Nakkebølle Gods på Fyn, hvor man får 1.124 boligkvadratmeter og en grund på knap 250 hektar.

Se den dyre villa her