En populær og dekoreret slagtermester har mistet livet alt for tidligt.

Således blev den tidligere vinder af 'Slagtere i dagligvarebutikker', Kenneth Hansen, blot 40 år, inden han blev ramt af et slagtilfælde.

Det skriver Helsingør Dagblad. Kenneth Hansen blev bisat i fredags.

Ifølge lokalavisen kunne beboere i nærområdet omkring Hornbæk nyde godt af slagterens varer indtil for fire år siden.

Herefter flyttede han sine kompetencer til Havdrup syd for Roskilde, hvor han i SuperBrugsen her hev titlen som Danmarks bedste slagter i dagligvarebutikker i hus i 2015.

Forinden fik han en andenplads i samme kategori, da han arbejdede for SuperBrugsen i Hornbæk.

Det er Landbrug & Fødevarer, der står bag slagterprisen, og de begrundede Kenneth Hansens sejr med disse ord:

'Hos Kenneth Hansen i SuperBrugsen i Havdrup kunne vi allerede se i hans præsentation, at han virkelig vil noget med sin butik. Her er fokus på råvarerne og på at give kunderne den bedste vejledning, så de får en god oplevelse med deres varer, når de kommer hjem. Samtidig forstår han at motivere sit personale og give dem ny viden.'

Kenneth Hansen udtalte følgende i 2015:

»Jeg er totalt stolt og overvældet. Det er en anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet igennem mange år, så jeg er simpelthen så glad. Det var et stærkt felt, jeg var oppe imod, så det gør mig ekstra stolt over at vinde. Samtidig vil jeg også rose mit hold. Vi inspirerer hinanden og gør hinanden bedre,« sagde han.

Kenneth Hansen drev karrieren videre som kødkonsulent hos Dagrofa. Han rejste rundt og hjalp Meny-butikkerne med at holde standarden i slagterafdelingerne, og hans dødsfald er derfor også noget, der berører supermarkedskæden.

»I Meny er vi dybt berørte over at have mistet en værdsat og dygtig kollega. Vores tanker går til Kenneths familie,« lyder det fra kædedirektør i Meny, Kenneth Pedersen, til B.T.

Dødsfaldet kom uventet for alle hans kolleger, skriver dagbladet.