De færreste af os kan prale af, at vi i løbet af gymnasietiden fik udrettet særlig meget andet end at gå i skole.

Men det kan fire unge mænd – på 20, 20, 21 og 23 år – fra Aarhus, der midt i et skoleprojekt fik ideen til den virksomhed, der i dag sælger for en million kroner om ugen.

De unge iværksættere opdagede, at der i kantinen på Aarhus Handelsgymnasium i Viby blev smidt en del mad ud om eftermiddagen, og de tænkte, at det måtte være muligt at gøre hele kantinekonceptet smartere – blandt andet for at reducere madspild.

Så det gjorde de.

Det blev til appen Kanpla – en digital platform og et univers, der giver kantinerne mulighed for at sælge mad online, få indsigt i, hvor meget der skal produceres og dermed minimere madspild. Og det er blevet voldsomt populært.

I dag bruger omkring 175 skoler og 125 private virksomheder deres platform.

»Med Kanpla har man mulighed for at forudbestille og betale mad hjemmefra og afhente det fysisk i kantinen. I starten var det primært målrettet folkeskolerne med henblik på blandt andet at gøre det nemmere at bestille mad til sine børn. Nu er vores primære fokus målrettet det private marked og virksomhedskantiner,« siger Peter Bæch, direktør i Kanpla, til B.T.

Bag Kanpla står de to 20-årige unge mænd Peter Bæch og Jonas Gøttler, der kender hinanden fra fodbold og gymnasiet, og derudover 23-årige Robert Wolf og den 21-årige salgschef og partner, Jeppe Uhd.

Virksomheden er nu så stor en succes, at profilerede investorer, der blandt andre tæller Coops direktør, Kræn Østergaard Nielsen, netop har skudt 3,3 millioner kroner i den aarhusianske startupvirksomhed, der lancerede platformen i januar 2020.

»Jeg er imponeret over de ambitiøse 'fonders', og hvor hurtigt de har taget Kanpla til dette niveau. Jeg er overbevist om, at de kan være en essentiel spiller til at få kantinerne med på digitaliseringsbølgen, hjælpe med at reducere madspild samt gøre brugerrejsen nemmere,« siger Kræn Østergaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Også Janus Benn Sørensen, Lasse Guldsborg og Morten Keller er en del af gruppen, der har investeret i Kanpla.

De er tilsyneladende ikke de eneste, der har fået øjnene op for Aarhus-drengenes kantineløsning.

Kanpla har allerede været nomineret til flere priser, blandt andet Entrepreneur of The Year og Sustainable Tech Startup of The Year af SDG Tech Awards – Nordens største bæredygtighedspris.

For nylig blev Kanpla også spået til at være »mest sandsynlig til at blive en Unicorn«. Et begreb for private virksomheder, der er værdisat til over en milliard dollar.

Man skal altså ikke lade sig narre af deres unge alder. Ifølge Peter Bæch har de tre unge iværksættere også ambitioner, der rækker langt ud over Danmarks grænser.

Målet er at blive førende inden for digitale løsninger til kantiner i hele Europa og USA.

»Vi havde fra starten af store ambitioner, og det har aldrig bare været et skoleprojekt. I dag har vi over 50.000 brugere på platformen, og det er vi rigtig tilfredse med og stolte over, men vi er kun lige begyndt.«

De glæder sig derfor også over at have fået nye investorer og sparringspartnere med på holdet. I alt er de ni fuldtidsansatte i virksomheden og en enkelt på deltid.

»Vi er superglade for, at vi har fået så stærke og kompetente investorer med om bord til at rådgive os. Det anser vi som et kæmpe skulderklap, og så giver det os gode muligheder for at skrue op for vækstplanerne.«

Undervejs mens virksomheden voksede, sad Peter Bæch og Jonas Gøttler stadig på skolebænken i Viby. Det kan vist roligt siges, at de havde mange bolde i luften.

For tre måneder siden fik Peter Bæch huen på og kunne officielt kalde sig student, iværksætter og direktør.

»Jeg var heldig med, at Aarhus Handelsgymnasium var meget forstående og tilbød fleksibilitet, så jeg havde mulighed for at passe skolen og samtidig have fuld fokus på virksomheden,« siger Peter Bæch afslutningsvis.

Nu er der vist bare én vej frem for de unge iværksættere – og det er frem.