Hans far har gjort ham til Norges rigeste mand, men Gustav Magnar Witzøe vil ikke gå i fars fodspor.

Den 29-årige nordmand er arving til verdens største lakseopdræt, og han er netop blevet kåret som Norges rigeste.

Det skriver Finans.dk.

Til daglig arbejder han som model i New York, og selvom han nu ejer det meste af faderens lakseimperium Salmar, så skal han ikke overtage driften.

»Jeg har en søn, som har været tydelig omkring, at han fremover ser sig selv i en forvaltningsrolle frem for at være en del af produktionen, som jeg har været. Vi har fantastiske ansatte. Det skal de have lov til,« siger den 69-årige far, bestyrelsesformand og stifter af Salmar, Gustav Witzøe, til mediet IntraFish.

For nogle år siden overdrog Gustav Witzøe næsten hele sin virksomhed til sønnen.

Det fremgår dog også af artiklen, at selvom millionærarvingen ikke vil være en del af driften, så vil han fortsat eje store dele af virksomheden.

Med en formue på mere end 14 milliarder kroner er sønnen lige nu Norges absolut rigeste person.