Stadia blev aldrig den succes, som Google håbede på. Derfor lukker den til januar næste år.

Det blev slået stort op, da Google i 2019 præsenterede spilsatsningen Stadia.

Men succesen udeblev, og torsdag skriver Phil Harrison, der er ansvarlig for projektet, i en blog, at man lukker Stadia med virkning fra januar næste år.

- Selv om Stadias tilgang til streaming af spil for forbrugere blev bygget på et stærkt, teknologisk fundament, så fængede det ikke brugerne i det omfang, vi forventede.

- Derfor har vi taget den vanskelige beslutning at begynde med at lukke Stadia-tjenesten ned, skriver Harrison.

Idéen med Stadia var at tilbyde gamere en spiltjeneste, der ikke krævede en dyr spillekonsol.

Ved hjælp af en computer, en mobiltelefon eller et fjernsyn og en særlig controller var det muligt at streame spil, som man enten havde købt eller tegnet abonnement på.

Google tilbyder at give penge tilbage til alle, der har købt en Stadia-controller eller spil og tilhørende indhold.

Samtidig vil det frem til den endelige lukning 18. januar næste år være muligt at spille på Stadia uden abonnement.

/ritzau/