Vestager giver Google kæmpebøde på 18 milliarder kroner. Det er ny rekord i sager om misbrug af dominans.

Bruxelles. EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, giver Google en rekordstor EU-bøde på 2,42 milliarder euro for misbrug af sin dominerende position i søgninger på nettet.

Det svarer til 18 milliarder kroner.

Vestager mener, at den gigantiske søgemaskine misbruger sin dominans til at vise kunder hen til sin egen webshop.

Det sker, selv om det måske ikke er det mest relevante søgeresultat.

Margrethe Vestager siger, at den store amerikanske søgemaskine har fundet på nogle fantastisk innovative produkter. De har gjort en forskel i folks liv.

- Det er en god ting, siger Vestager.

Men det er ulovligt, at selskabet misbruger sin dominans i søgninger til at fremme Googles egen shopping-service på bekostning af konkurrenternes, mener Vestager.

- Det nægtede andre virksomheder muligheden for at konkurrere på deres bedrifter og for at forny sig, siger konkurrencekommissæren.

- Og vigtigst af alt nægtede det europæiske forbrugere muligheden for at få et ægte valg mellem tjenester og innovationens fulde fordele, siger hun.

Google er uenig i beslutningen om at give selskabet en milliardbøde.

- I fuld respekt er i vi uenige i de konklusioner, der er annonceret i dag, siger Googles vicedirektør og chefjurist, Kent Walker.

- Vi vil studere kommissionens afgørelse i detaljer og overveje en appel, siger han.

Kent Walker siger, at søgegiganten forbinder folk, der handler på nettet, med tusinder af både små og store annoncører.

Han mener, at Googles service er nyttig for alle.

- Når du handler på nettet, ønsker du at finde de produkter, du leder efter, hurtigt og nemt, siger Kent Walker.

Den hidtil største EU-bøde i en sag om misbrug af en dominerende position er fra 2009. Den ramte den amerikanske computervirksomhed Intel.

Bøden var på 1,06 milliarder euro. Det svarer til 7,9 milliarder kroner.

Den blev givet, fordi Intel blev fundet skyldig i at misbruge sin position til at holde rivaler væk fra markedet for computerchips.

/ritzau/