Det amerikanske techselskab Google vil indtil videre holde selskabets mest avancerede AI-model, Gemini 4 Argon, tilbage for brugere i den brede offentlighed.

I stedet vil modellen blot blive gjort tilgængelig for en udvalgt gruppe af cybersikkerhedseksperter.

Det skriver Koray Kavukcuoglu, der er Googles ledende AI-arkitekt, i et blogindlæg, hvor han præsenterer modellen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det kræver en gradvis tilgang at frigive avancerede AI-funktioner på dette niveau, skriver Koray Kavukcuoglu.

Konkurrenten Anthropic har ligesom Google tidligere valgt at begrænse adgangen til selskabets mest avancerede AI-model, Claude Mythos, til et mindre antal brugere.

For nylig droppede selskabet OpenAI en ventet lancering i oktober af selskabets nye AI-model, GPT-6.1 Astra. Det skyldtes sikkerhedsproblemer opdaget i interne test.

Der var eksempler på, at modellen fortsatte en opgave uden at spørge brugeren om tilladelse. I flere tilfælde benyttede modellen potentielt usikre eksterne værktøjer og tjenester.

Bekymringer for sikkerheden ved kunstig intelligens er de seneste måneder taget til efter sager, hvor AI-agenter har været ude af kontrol og har hacket sig ind på hjemmesider.

Flere AI-udviklere har sagt deres job op på grund af bekymringer for fare ved teknologien.

Så sent som tirsdag undskyldte OpenAI for et tilfælde af hacking udført af en AI-agent mod en australsk myndighedshjemmeside tilbage i juni.

Ledere fra OpenAI, Google og Anthropic deltog tirsdag i et frokostmøde med USA's præsident, Donald Trump, hvor de sammen med flere andre techselskaber underskrev en aftale om AI-sikkerhed.

Aftalen indeholder fire opfordringer, der vedrører intern og ekstern kontrol, som selskaberne har forpligtet sig til.

RITZAU