Amerikanske Goldman Sachs fortsætter med at vokse efter salget af aktier i Dong, nu kendt som Ørsted.

New York. Den amerikanske finansgigant Goldman Sachs har haft stor fremgang i 2018, hvor selskabets overskud har sat rekord.

Goldman Sachs har i de første ni måneder af året tjent 51 milliarder kroner på bundlinjen.

Det er 29 procent højere end året før og det bedste resultat i bankens historie. Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Goldman Sachs tjener penge på en stor vifte af produkter. Det gælder blandt andet ud- og indlån, kapitalforvaltning, børsnoteringer samt køb og salg af virksomheder.

I løbet af året er bankens indtægter steget med 16 procent til 181 milliarder kroner.

Fremgangen stammer blandt andet fra flere indtægter fra børsnoteringer og aktiesalg på vegne af virksomheder.

Goldman Sachs er i Danmark nok mest kendt for sin rolle i forbindelse med statens salg af Dong Energy, der i dag går under navnet Ørsted.

For et år siden solgte Goldman Sachs sin resterende aktiepost på 11,4 millioner aktier - svarende til 2,7 procent af selskabet - i den danske energikoncern.

Goldman Sachs købte sig ind i det delvist statsejede selskab i 2013, da det betalt 8 milliarder kroner for 18 procent af selskabet.

Sammenlagt har salgene af aktieposten indbragt Goldman Sachs 20,4 milliarder kroner. Det svarer til et afkast på 155 procent på fire år.

Goldman Sachs er blevet symbolet på Wall Street oven på finanskrisen, hvor det kom frem, at banken ikke bare havde haft fingrene dybt nede i problemramte værdipapirer.

Den havde også væddet imod positioner, som den have fået sine egne kunder til at tage.

Bankens øgenavn, "vampyrblæksprutten", opstod efter en større artikel i magasinet Rolling Stone, der beskrev den som en "gigantisk vampyrblæksprutte, der suger på Amerikas ansigt".

/ritzau/