Det er ikke alle medarbejdere, som hvert år får en ekstra bonus om året. Men hos en nordjysk virksomhed har de ansatte næsten vænnet sig til det.

Det er nemlig ikke kun direktionen i den danske trævirksomhed Keflico, som kommer til at nyde godt af firmaets nyligt, offentliggjorte millionregnskab.

Omsætningen er for første gang nået en halv milliard kroner, og overskuddet efter skat lyder på 34 millioner kroner. Dét giver en klækkelig ekstra bonus til de 57 ansatte i firmaet, skriver Nordjyske.

Således har man valgt, at samtlige medarbejdere bliver belønnet med 37.000 kroner ud over deres normale løn.

Det svarer til 2,1 millioner kroner.

»Det har været en holdindsats, og det skal også komme til udtryk, når regnskabet gøres op,« siger administrerende direktør Mads Stenstrop.

Sidste år – og faktisk året forinden – foretog Keflico samme tiltag.

I 2021 havde man en omsætning på 431 millioner kroner og en indtjening på 32,9 millioner i årsregnskabet for 2021, hvilket var det bedste, virksomheden nogensinde har leveret.

Den rekord er nu slået i 2022.

Virksomheden, der blandt andet leveret træ til Royal Arena og Nordeas hovedsæde i København, har hovedkontor i Støvring i Nordjylland.