Den 55-årige godsejer Hans Ditlev Christoffer Berner er død.

Det skriver Langesø-fondet i en pressemeddelelse.

»Det er med meget stor sorg, at Langesø Fondet og Langesø Golf A/S har modtaget meddelelse om vores bestyrelsesformand, Hans Berners, alt for tidlige bortgang,« lyder det.

Langesø Slot tilhører Langesø Fondet, der særligt beskæftiger sig med produktion af juletræer.

Hans Berner efterlader sig sin søn, Adam Berner.

»Det pludselige tab af Hans er ikke alene et stort personligt tab af min far og mentor, det er også et stort tab for Langesø Gods, som har mistet en energisk og entusiastisk daglig leder. Min fars død har efterladt alle i stort chok,« siger Adam Berner i pressemeddelelsen.

Adam Berner bliver nu bestyrelsesformand i Langesø Fondet.

Hvornår bisættelsen finder sted, er endnu ikke meldt ud.