Covid-19 pandemien og medfølgende restriktioner har givet medvind for Just Eat, der leverer mad.

Mens mennesker verden over har forbandet covid-19 og de tilhørende nedlukninger, har pandemien været en fest for Just Eat, der lader kunder bestille takeaway og levering fra restauranter.

Det viser selskabets regnskab for 2020, der er offentliggjort onsdag morgen.

- 2020 var et exceptionelt år for Just Eat. Lige før afslutningen af sammenlægningen af Just Eat og Takeaway.com blev verden ramt af covid-19.

- Det har givet historiske udfordringer for restauranter, forbrugere såvel som vores organisation og stab. Men det har også givet medvind for forretningen, skriver administrerende direktør Jitse Groen i en pressemeddelelse.

Og med medvind mener han vindstød af orkanstyrke direkte i ryggen.

Omsætningen for Just Eat steg med 54 procent i 2020 til 2,4 milliarder euro - 17,8 milliarder kroner.

Salget er steget betydeligt i alle Just Eats hovedmarkeder, hvor dog specielt Tyskland skiller sig ud med en omsætningsvækst på 82 procent.

Selskabet har givet underskud på trods af det stærkt stigende salg. Det bekymrer dog ikke, da underskuddet i overvejende grad er udløst af omkostninger til fusionen med Takeaway.com, der blev aftalt i 2019.

Omsætningen for Just Eat steg med 54 procent i 2020.
Omsætningen for Just Eat steg med 54 procent i 2020. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Fusionen har altså betydet, at Just Eat var endnu større, da corona ankom, lukkede restauranter verden over og skabte optimale betingelser for Just Eats onlineplatform for levering af takeaway.

Just Eat blev startet i Danmark i 2000 af en gruppe entreprenører, der blandt andet talte Jesper Buch. I løbet af få år udvidede selskabet og flyttede til Storbritannien.

I årene efter fortsatte ekspansionen til Holland og Irland og sikrede sig yderligere kapital til at købe op.

I 2014 blev Just Eat børsnoteret i London og har siden da fortsat med at udvide forretningen via opkøb og altså seneste fusioner. Siden da er kursen mere end tredoblet.

Selskabet har nu en markedsværdi på omkring 10,2 milliarder pund - små 90 milliarder kroner.

/ritzau/