Lyt til artiklen

Alle fem løver ville have et stykke af Lasse Hald og Daniel Urabniaks firma, Urban-Hald.

For to arbejdsomme nordjyder blev det en vild aften i DR-programmet Løvens Hule torsdag.

Alle fem løver fik nemlig travlt med at overbyde hinanden, så de kunne få en bid af firmaet.

»Det her med at de forelskede sig så meget i vores forretning, som de gjorde, var en helt vild oplevelse. De overbød hinanden med det samme,« siger Lasse Hald om de to iværksætteres deltagelse i det populære tv-program, og fortsætter:

»Alle fem ville være med, og vi var helt rundt på gulvet. Du har jo kun de her 15-20 sekunder til at vende det med din modpart.«

Urban-Hald er et firma, der vil være førende indenfor leverandør af kvalitetsprodukter til byggeriet. De tilbyder blandt andet trægulve, mikrocement og netpuds.

Det endte med, at det var Coolshops Jacob Risgaard, der mod 20 procent gav 1,6 millioner kroner, mens Christian Arnstedt fik 10 procent for 800.000 kroner.

»Det betyder utroligt meget for os som virksomhed. Vores mål var ikke at få penge med derfra, men knowhow til at bygge videre på vores forretning. Og så det at få en blåstempling af vores brand,« siger Lasse Hald og fortsætter:

»Og det var vigtigt for os, at vi fik Jacob med på holdet. Han har jo en enorm knowhow. Det samme med Kristian Arnstedt, der jo ved en masse om e-handel,« siger iværksætteren.

Pengene skal blandt andet gå til at ansætte mere personale, og til at udvide deres koncept med ubemandede showrooms geografisk.

»Efter vores deltagelse er der virkelig meget interesse både fra presse og kunder. Det er ikke fordi vores ordrebog er eksploderet, men det kommer lige så stille,« slutter Lasse Hald.