Når danske virksomheder kigger frem mod 2026, er eksportvirksomhederne mere pessimistiske end virksomheder, der retter sig mod det danske marked.
Det viser en rundspørge, som Dansk Industri har lavet i sit virksomhedspanel.
I undersøgelsen blev virksomhederne bedt om at udpege, hvilken eller hvilke eksterne barrierer der hæmmer deres udviklingsmuligheder det kommende år.
Her svarer knap 60 procent af eksportvirksomhederne, at geopolitisk usikkerhed er en barriere, og den er dermed topscorer i undersøgelsen.
Kun halvt så mange virksomheder rettet mod det danske marked svarer, at usikkerhed bliver en hæmmende barriere i 2026.
Generelt forventer væsentlig færre eksportvirksomheder en positiv vækst i det nye år sammenlignet med virksomheder uden eksport.
- Det er især virksomhederne rettet mod hjemmemarkedet, som ser mest lyst på omsætningen næste år. Eksportvirksomhederne har lidt lavere forventninger, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
- Over de seneste tre-fire år er det især eksporten, der har trukket dansk økonomi fremad, men told i vest, konkurrence fra øst og mangel på vækst i syd har svækket udsigterne for eksporten, lyder det.
I årets løb har USA's præsident, Donald Trump, blandt andet indført told på en række varer fra europæiske lande ved eksport til USA.
Ifølge cheføkonomen giver det derfor ganske god mening, at optimismen er størst hos virksomheder, der ikke fokuserer på eksport.
- På det danske hjemmemarked får mange virksomheder hjælp fra danskernes stigende disponible indkomster. Rekordhøj beskæftigelse, stigende realløn og reducerede skatter og afgifter sikrer danskerne flere penge mellem hænderne, siger Allan Sørensen.
I rundspørgen fra Dansk Industri indgår 548 virksomheder med varierende størrelser og fra forskellige brancher.
/ritzau/
