Genmab overgår analytikernes forventninger med et stærkt salg af deres kræftsællert.

Det fremgår af biotekselskabets tredje kvartalsregnskab, der udkom onsdag eftermiddag.

Omsætningen for kvartalet endte på 4 milliarder kroner. Samme periode sidste år lå den på 2,3 milliarder kroner. Her havde analytikerne forventet en omsætning på 1,5 milliarder kroner.

Genmabs driftsoverskud for kvartalet landede på 1,9 milliarder kroner mod 890 millioner kroner i samme kvartal sidste år. Her var der estimeret 1,5 milliarder kroner.

Genmabs flotte resultater skyldes især en stigning i royalties på deres kræftmiddel, Darzalex, som de sælger i samarbejde med Janssen Biotech.

For knap en uge siden opjusterede Genmab forventningerne til helåret 2022.

Opjusteringen var i høj grad drevet af den styrkede dollar, men også den positive udvikling i salget af Darzalex spillede ind.

Genmab venter for hele året nu en omsætning i år på 13,5-14,5 milliarder kroner mod tidligere 12-13 milliarder kroner.

Driftsomkostningerne ventes dog også at stige på grund af dollarstyrkelsen og ses nu i intervallet 8-8,4 milliarder kroner mod tidligere 7,6-8,2 milliarder kroner.

I sammenhæng med regnskabet fortæller administrerende direktør i Genmab, Jan van de Winkel, at biotekselskabet har to potentielt storsælgende kræftmidler på vej. Det kan du læse mere om her.

Denne artikel er fra Euroinvestor.