Flere medarbejdere hos Nordic Entertainment Group, som ejer Viasat, har i dag fået at vide, at de er fyret.

Det oplyser flere kilder til B.T. NENT Group bekræfter, at der skal afskediges medarbejdere i Danmark.

»Vi er i gang med at ændre vores organisations struktur, og det betyder, at der også i Danmark vil være medarbejdere, som forlader firmaet,« siger NENT Groups PR-chef Nicholas Smith.

Hvor mange medarbejdere skal fyres?

»Det kan jeg ikke komme ind på endnu. Vi er kun lige gået i gang med processen.«

B.T. erfarer dog, at der kan være tale om et større antal fyringer - præcis som det var tilfældet i Norge, hvor Viasat også er en stor spiller på tv-markedet.

Har du fået at vide, at du er blevet afskediget eller kender du på anden vis til sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til os på Facebook eller send en mail til 1929@bt.dk.

Her vil NENT Group nedlægge mellem 30 og 50 af de i alt 200 fuldtidsstillinger. Det har Nicholas Smith bekræftet overfor det norske medie Kampanje.

Overfor B.T. oplyser flere kilder, at der allerede er sendt mails ud til de medarbejdere i Danmark, som skal afskediges. Der skulle være indkaldt til et møde om fyringerne onsdag morgen.

Årsagen til fyringerne i Danmark er den samme som i Norge.

NENT Group er ved at ændre forretningsmodellen, så der arbejdes på tværs af landegrænserne.

Det betyder, at der fremover kun vil være én afdeling, som beskæftiger sig med en given opgave på alle de markeder, hvor tv-selskabet opererer - hvilket primært vil sige i Skandinavien.

Indtil nu har medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige beskæftiget sig med den samme type opgave - med et snævert fokus mod det pågældende lands marked. Allerede i starten af september bekræftede NENT Groups direktør, Anders Jensen, at den nye organisation sandsynligvis ville kaste fyringer af sig.

»Det er det, vi skal finde ud af nu i de kommende tre uger frem til 1. oktober. Da træder den nye organisering i kraft, og vi skal vide præcist, hvem der skal være i hvilke lande. Så jeg kan ikke give et endeligt svar i dag, men jeg kan ikke udelukke, at der bliver afskedigelser,« sagde Anders Jensen til MediaWatch i september.

Også på direktionsgangen er det gået voldsomt for sig.

NENT Groups ledelse går fra 15 til 8 medlemmer og stillingerne som landechefer forsvinder i deres nuværende form.